Lungetræning med sang og latter
”Jo ældre man bliver, des mere gavn kan lungetræning gøre. Særligt for folk med KOL og nedsat lungekapacitet,” siger Gertrud og fortæller, at man faktisk kan øge lungefunktionen bare ved sangtræning. Morgenbasserne drives til dagligt af Gertrud i samarbejde med Lungeforeningen og DOF Randers.
Arbejdet med vejrtræknings- og sangteknikker kan gøre meget for lungerne. Flere af Morgenbasserne fortæller, at de kan mærke en forskel på vejrtrækningen, efter de startede i koret.
”Et herrekor for mænd over 80, med fokus på at få brugt lunger og lattermuskler,” sådan beskrives Morgenbasserne af korleder Gertrud Lei. Og latter er bestemt ikke en mangelvare her.
De kommer igennem en del sange i dag. Både de stille, hvor den dybe brummen lægger en ro over lokalet, og de mere friske, hvor fødderne gynger i takt.
En af de friske var ”Lille Madeleine”.
”Den er du glad for, Bent,” siger sidemanden Asger.
”Ja, den synes jeg er meget god,” svarer Bent.
Den glade melodi fylder rummet og stemningen er let.
”Nu har jeg heller ikke meget luft tilbage,” siger Bent og kigger over brillekanten på Gertrud, da sangen er færdig.
Morgenbassernes sangtræning er nu slut for i dag.
”Jeg bilder mig selv ind, at det er vigtigt at komme ud og få set nogle mennesker. Det nytter ikke noget bare at læne sig tilbage og få ondt af sig selv, når man har det skidt. Man skal tage sig selv i nakkehårene og komme ud,” siger Bent, der, på trods af pensionen, har et fyldt ugeskema.
Bent trækker i overtøj og hjelm, inden han stiger op på sin elcykel. Nu skal han på Vestergades Café, for at mødes med nogle venner over en øl.