Forside

Asta Wehlmann

Journalist

astaw.jour@gmail.com
+45 23 25 00 33

Vi kan ikke være hurtigst, men vi kan være bedst!

Det nærvær, man som journalist kan skabe mellem folk, er noget helt specielt. At kunne formidle en historie, så den er vedkommende og relaterbar for mange, kan være altafgørende.

I dag er der nemlig en overflod af information på internettet, der gør, at journalister i højere grad skal arbejde for at sætte dagsordenen end før i tiden. Det er derfor vigtigt som journalist at nå ud til folk, så de stadig vil opsøge de traditionelle medier til at give den rette information, således de er klædt på til at danne sig en mening og derved deltage i et demokratisk samfund. Vi skal altid have modtageren med, når vi skriver.

Det kan godt være, at det som medie er svært at være hurtigst ude med en historie - i denne tid med sociale medier. Men vi kan i stedet stræbe efter at være bedst: Være mest konstruktive, kritisk og kvalitetssikrede. Og være de mest grundige. Dette tror jeg bliver en væsentlig overlevelsesfaktor for fremtidens journalistik.

Derudover tror jeg på, at journalister i fremtiden skal give mere af sig selv. Vi kan se, at mange unge kigger mod influencere, som både deler "nyheder" og reklame. Hvis vi tager ved lære af dem (naturligvis i et vis omfang), kan det være, at vi fanger fremtidens nyhedsbrugere.

Frontalsammenstød i Flå

Da jeg for alvor fik nyheder under huden

Jeg småløber omkring 500 meter forbi køen af biler, før jeg når frem til synet af kaos. En bilulykke.

Vejen snor sig langs bjergsiden i den norske kommune, Flå. Udsigten over bjergkanten er smuk, men hvad der foregår lige foran mig overskygger den. Redningsfolk og politi summer omkring et frontalsammenstød, der har været så voldsomt, at de to bilers forruder næsten kysser hinanden. En person på en båre transporteres hen til en redningshelikopter.

Jeg går hen til den østeuropæiske lastbilchauffør, der har førsteparket til hele begivenheden. Han kørte lige bagved, da ulykken fandt sted og viser mig en dashcam-video af øjeblikket, hvor en modkørende bil rammer direkte ind i bilen foran ham.

Jeg fremviser mit pressekort til en betjent, som lover at hente mig, når jeg må komme tættere på.

Mine øjne falder igen over på ulykken, og jeg ser en livløs krop ligge under et lilla tæppe ved siden af den ramte bil. En knude vokser i min mave: Der ligger et menneske nogle få meter fra mig, som er blevet slået ihjel. Jeg tager en dyb indånding og minder mig selv om, hvorfor jeg står her.

Denne oplevelse satte sig i mig og blev en del af mit journalistiske dna: Det var her, jeg for alvor oplevede, hvordan det var at stå midt i en nyhed samtidig med at skulle holde hovedet koldt. Og det var her, at jeg fik bevist over for mig selv, at jeg godt kan dække en bilulykke og samtidig gøre det på en ordentlig og etisk ansvarlig måde med respekt for de involverede og deres pårørende.

Jeg endte med at sælge mine billeder til den norske avis Verdens Gang og senere hen også TV2 Norge.